Betale i dollar eller yuan: valutakurs og afdækning

På eksportsiden forbliver den amerikanske dollar de kinesiske fabrikkers referencevaluta: størstedelen af proformaerne ankommer i USD. Yuanen, officielt kaldet renminbi, ISO-koden CNY, vinder frem: Kina har i årevis presset på for grænseoverskridende afregning i sin egen valuta, og mange fabrikker kan fakturere i RMB. Euroen tilbydes derimod sjældent, og når den gør, indeholder prisen en forsigtighedsmargin: den fabrik, der fakturerer i euro, bærer valutarisikoen og lader den betale.

Fakturaens valuta afgør, hvilket valutapar du bærer. Faktura i dollar: din risiko afgøres af EUR/USD. Faktura i yuan: af EUR/CNY. I begge tilfælde bevæger eurobeløbet for din omkostning sig mellem bestilling og betaling, et interval der løber over uger. Det første spørgsmål er derfor ikke »hvilken valuta er billigst«, men »hvilket par ved man, hvordan man håndterer«.

Renminbien er ikke en frit konvertibel valuta: kapitalbevægelser forbliver reguleret af de kinesiske myndigheder. På onshore-markedet offentliggør centralbanken hver hverdag en central paritet, fixingen, og kursen kan svinge inden for et dagligt bånd på plus eller minus 2 % omkring dette punkt siden 2014. I udlandet handles den offshore-yuan, noteret CNH, frit og afviger lejlighedsvis fra onshore-kursen: to noteringer for samme valuta.

For en udenlandsk køber forudsætter betaling i RMB en grænseoverskridende overførsel i yuan: fabrikken skal være udstyret til at modtage den, hvilket ikke gælder alle, især ikke de mindre værksteder, der er vant til dollar. Kina har til dette formål opbygget sit eget grænseoverskridende interbank-afregningsnetværk, CIPS, lanceret i 2015. På den franske side er der intet eksotisk: din bank omregner dine euro til CNY til sin egen kurs, og det er denne anvendte kurs, ikke den kinesiske fixing, der afgør, hvad din faktura reelt koster.

Kursen, der offentliggøres i medierne, er en median markedskurs: ingen sælger dig den. Banker og betalingsinstitutter anvender en margin mellem denne referencekurs og din egen, hvortil kommer overførselsgebyrer. Denne margin udgør den reelle omkostning ved valutaveksling: den varierer, afhængigt af institut og kanal, fra en brøkdel af et point til flere procent. Et point i margin på halvtreds tusind euro giver fem hundrede euro: størrelsesordenen er nok til at forstå, hvorfor marginen forhandles før kursen.

Refleksen er mekanisk. Bed før hver overførsel om en fast kurs, inklusive gebyrer, skriftligt, og sammenlign med mindst én anden kanal. Banker med en valutaafdeling og specialiserede valutainstitutter opgiver kursen eksplicit; den klassiske skranke indregner nogle gange marginen i den viste kurs uden at specificere den. Ved regelmæssige strømme kan marginen forhandles: det er ofte det første håndtag, før nogen afdækningsmekanisme.

At afdække sig betyder at fastlåse i dag kursen for en betaling, der afgår senere. Grundinstrumentet er terminskontrakten: din bank forpligter sig til en kurs for en dato afstemt med din leverandørfrist. Ingen præmie at betale, men en fast forpligtelse: kursen er sikret, god eller dårlig. Valutaoptionen giver retten uden pligten, mod en præmie. Disse instrumenter forudsætter en erhvervskonto, en bank der håndterer valuta, og generelt en identificerbar handelsstrøm.

Fra hvilket beløb? Som størrelsesorden: regelmæssige køb, der løber op i titusinder af euro, berettiger en terminskontrakt med din bank, da den stabiliserer hver betaling og dermed dine kostpriser. Ved en enkeltstående ordre på nogle få tusind euro koster instrumentet mere, end det beskytter: omregningsmarginen og tidspunktet for overførslen gør forskellen. Midt imellem beskytter valutaklausulen i kontrakten, som fastlægger referencekursens kilde og reglen for prisjustering, uden at gå gennem valutamarkedet.

Første faldgrube: prisens gyldighed. Når markedet bevæger sig, forkorter fabrikken gyldigheden af sit tilbud i dollar eller giver et nyt, højere tilbud. Denne adfærd skal rammes ind skriftligt: i kontrakten, faktureringsvalutaen, referencekursens kilde og justeringsreglen, med en tærskel hvorunder prisen ikke rører sig. Tavsheden derimod skaber tvister.

Anden faldgrube: toldkursen. Told og importmoms beregnes på toldværdien, omregnet til euro til den kurs, der offentliggøres af toldmyndigheden, opdateret hver måned, ikke til din banks kurs eller kursen på dagen for din overførsel. To forsendelser sendt en måned fra hinanden til samme dollarpris kan derfor blive beskattet af forskellige eurobeløb.

Tredje faldgrube: RMB-prisen som facade. En pris angivet i yuan forpligter kun, hvis fabrikken kan modtage en grænseoverskridende overførsel i RMB, og hvis proformaen skriver det. Uden dette går fakturaen tilbage til dollar på betalingstidspunktet, og den forventede gevinst forsvinder. Valutaen kontrolleres på dokumentet og derefter i valutafeltet på overførselsordren.

Vores mægler- og sourcingvirksomhed behandler valutaen som et forhandlingspunkt, på lige fod med prisen eller betalingsbetingelserne. Vi lader faktureringsvalutaen fremgå af proformaen og derefter af kontrakten, vi kræver justeringsreglen, når fabrikken ønsker en kort gyldighed, og vores kinesisktalende team i Guangzhou kontrollerer på stedet, på fabrikkens eget sprog, at den annoncerede RMB-betaling reelt kan indkasseres. Vi taler ikke selv kinesisk: det er dette teams rolle, i marken.

I de fleste tilfælde betaler du intet honorar: du opretter en sag, vi forhandler varen for dig, og vi tager en provision af dens værdi ab fabrik. Valutaspørgsmålet indgår i dette forløb, fra kontrollen af leverandøren til opfølgningen på betalingerne, med én fast kontaktperson i Paris og i Guangzhou.